Jeg husker det så utrolig tydeligt. Aftenskoleeleverne på min mors keramikværksted. Alle havde de fået en opgave med at forme en familie og alle havde de fået en klump ler på vel omtrent samme størrelse.

Jeg husker tydeligt synet af hænderne, der i helt forskellige tempi formede familier. Der blev arbejdet. Med hænderne. Med tankerne. Med de indre billeder af familier.

Der blev stille. Der blev holdt pauser. Talt kort om ler og familier. Der blev kigget til hinandens arbejde og eget arbejde. Der blev atter arbejdet videre.

Arbejdet med familiens udtryk i leret, som tog udgangspunkt i vel nok de indre billeder i den enkelte aftenskoleelevs indre. Familierne har givet indtryk og fik hvert et udtryk. Familierne blev formet af hver elevs unikke og indre indtryk, erfaringer, holdninger, drømme om, oplevelser og sansninger af, hvad en familie er. For netop dem.

At forme en familie.

Opgaven blev taget alvorligt. Og opgaven kom til vidt forskellige, unikke, forunderlige og gådefulde udtryk.

Enkle udtryk. Komplicerede udtryk.

Familierne fik form. Alt sammen fra en klump ler i samme størrelse. Mange forskellige hænder og mange forskellige indre familiebilleder var årsag til de mange udtryk familierne fik.

Mange forskellige familier blev formet i leret. Akkurat som det sker i virkeligheden.

Jeg betragtede alt dette stilfærdigt da jeg var en mindre pige og fra mit hjørne i det store lyse keramikværksted hjemme og med min mor i færd med at dele oplevelserne med aftenskoleeleverne.

Jeg betragtede hvordan forskellige hænder arbejdede for at skabe familier, forme dem, ændre dem, rive dem ned, bygge dem op på ny. Ændre dem igen. Bygge dem op endnu engang. Der blev uden tvivl leget og fantaseret. Der blev muligvis også gjort bekymringer, bange anelser og forskrækkelser. Glæder, begejstring og drømme opstod måske side om side med frygt og uro indeni. Indeni dem der formede familierne, fordi de måske kom i tanke om deres egne eller andres familiedannelsesfortællinger. På godt og ondt.

Familier blev dannet. På den ene eller anden måde.

Min vej til et professionelt virke på familiedannelsesområdet er vel nok smittet af oplevelsen med som barn, at overvære forskellige familieformer udført i keramik.

Senere kom der andre oplevelser til i mit liv, som har ført mig hertil, formet mig, bygget mig op og forandret mig. Fået mig til at undres, være nysgerrig, betænksom, eftertænksom, nænsom og til at turde stille endnu nye spørgsmål. Igen og igen. Og jeg er sjældent blevet træt af det. Kun mere begejstret over familiers mange veje til familielivet.

Som barn husker jeg også en dag, hvor vi havde bibliotekstime i 4. klasse. Jeg husker tydeligt bogen, som jeg så helt tilfældigt trak ud af boghylden. En bog med en forside med billeder af gravide og af kommende mødre og kommende fædre. Jeg kiggede ofte i den bog og var sikkert, bevidst som ubevidst, vel nok fascineret af de processer, der er involveret i hver vores unikke tilblivelse og vores vej til livet. I livet.

Da jeg blev konfirmeret, var der afbud fra mine forældres tætte venner. De skrev et kærlig kort til mig og det fremgik, at de var i proces med at blive forældre til et af de første reagensglasbørn i Danmark. Jeg tænkte på ingen måde dengang yderligere over dette. Det har alligevel formentlig sat sig i mig som et spor jeg mange år senere så tydeligt kom til at forfølge.

Familiedannelse.

Under et ophold i USA som 19-årig, boede jeg hos Kathy og Allan, der var forældre og omsorgspersoner til 2 biologiske børn, 3 adoptivbørn og et plejebarn. Mange år senere adopterede de desuden plejebarnets to små børn.

Deres familieliv og anderledes og rummelige familieform gjorde ubegribeligt stort indtryk på mig. Kathy og Allan rummede så uendeligt meget trods så tydeligt forskelligt udseende, sprog, højde og drøjde og kunne forbinde sig med hinanden. Forbinde sig rummeligt overfor hinanden. Kathy og Allan tog ansvarligt mange typer af forældreskab på sig. Børnene var alle spontant elsket og sat lige uanset genetisk tilhørsforhold, historik, adfærd, fremtoning og personlighed. Mødet med dem gjorde mig nysgerrig på familiedannelse.

Jeg troede egentlig, at jeg skulle være børnelæge. Men om eftermiddagen, hver dag, når jeg cyklede hjem fra medicinstudiet på Københavns Universitet trak skiltet ved Rigshospitalet dagligt: Danmarks Jordemoderskole.

Jeg kontaktede derfor chefjordemoderen på Frederiksberg Hospital, fordi jeg vidste at jeg hellere ville være jordemoder. Jeg måtte dog se en virkelig fødsel forinden jeg traf den endelige beslutning om at træde væk fra uddannelsen til lægegerningen.

Chefjordemoderen tog imod mig. Tog imod mig akkurat som en nyfødt; varmt, kærligt og imødekommende. Med hendes accept fik jeg lov at gå med i en aftenvagt. Med de kommende forældres samtykke, fik jeg lov en lang aften/nat at være med i livets mirakel.

Det blev overværelsen af en hård fødsel på alle måder hos to virkelig søde forældre, der skulle have deres første barn. Efter timers sved, stilhed og uro på stuen og helt igennem hårdt, hårdt arbejde, blev der pludselig så fantastisk stille mellem presseveerne, at jeg endnu huske netop den stilhed jeg kalder den smukkeste stilhed i verden.

Lyden af en kvinde i presseperiode, der samler kræfter i den nødvendige, dog korte ve-pause, for at give slip og gå med den næste kraftfulde presseve.

Pludselig kom livet.

Til syne.

En fin lille mørk hårtop viste sig og jeg husker det som en oplevelse af, at jeg ikke kunne favne det tilstrækkeligt det som netop mine øjne så.

Med sikkert åben mund betragtede jeg livet komme indefra og ud. Ud til livet. Livet udenfor livmoderen.

Et lille menneske blev født. En mor blev født. En far blev født. Lige der. Lige på stuen, hvor jeg stod skete det foran mig. Lige foran mig.

Jeg cyklede hjem, træt og lykkelig og var den lille, nyfødte familie og chefjordemoderen så dybt taknemmelig. Jeg vidste nu, at jeg skulle blive jordemoder. Dagen efter afleverede jeg min underskrift og meldte mig dermed ud af Københavns Universitet. Beslutningen var let, rolig og ligetil.

På Danmarks Jordemoderskole på Rigshospitalet vidste jeg, at jeg hørte til. Her var en mening med mig og mit faglige virke helt tydelig og det gik op for mig gennem de næste års arbejde med både at lære jordemoderkunsten med hjerne, hjerte og hænder, at det langtfra kun handler om at et barn skal fødes.

En familie skal fødes.

Nye relationer skal tages imod, ikke kun et barn. Det involverer alt i de involverede om de vil det eller ej. Familiedannelse former os. Vi former familier. En gensidig og kompleks vævning mellem egen fortid og fremtid begynder og vil danne aftryk i barnet og i de voksne. For livet.

De næste års mesterlære på forskellige fødegange gav mig dybt indblik i alle de processer, talte og utalte, kropslige og psykologiske, som det kræver for os mennesker at stifte familie. At blive forbundet. Og i alle de processer, der er involveret i at omforme os til kærlige forældre og få os til at gå vejen og tro vi har noget at byde et nyt lille menneske og hinanden – nu som familie.

Alt det der ikke sker og der ikke går som forventet skal også formidles.

På min vej mødte jeg også alle dem der ikke sker for, men som mister undervejs, dem som aldrig opnår at mærke liv i sig, dem som har kæmpet i måske årevis med at opnå graviditet og dermed håb om familiedannelse, som forventet og ønsket, og som er de fleste mennesker forundt at opleve.

Gennem de næste år arbejdede jeg som jordemoder og uddannede mig til sonograf. Jeg havde i flere år specialkonsultation for fertilitetsbehandlede gravide og fik et nært indblik i alle de mennesker for hvem familiedannelsesprocessen var lang, sej og en tålmodighedsprøve af karakter.

Jeg læste videre igen på universitetet og blev autoriseret klinisk psykolog og specialist i klinisk psykologi og med perintalpsykologi og familiedannelse som speciale.

I mit speciale på Institut for Psykologi, Københavns Universitet fokuserede jeg på kvinder og mænds psykologiske familiedannelsesproces og konfrontation med at ikke at opnå at blive genetisk forbundet med barn og blive forældre med teknologiens hjælp samt syn på alternativ familiedannelse ved adoption / sæddonation. Jeg trængte til efter mange år i det man dengang kunne kalde en modercentrisk svangreomsorg, at vi i klinikken også stillede skarpt på mænds psykologiske familiedannelsesproces.

Jeg kom så at sige til at blive den der ikke længere tog imod på barnet på fødegangen, men tog imod barnet, forældrene, familien og forælder-barnrelationen når der have været vanskeligheder, udfordringer, hindringer, forstyrrelser, modstand og fravær af alt det, der var forventet som det gode i familiedannelse og som det der giver den fantastiske fascination af kvindekroppen, graviditeten og fødslen.

Jeg valgte at have med alt det ikke pæne at gøre også på et relationsplan.

At møde børn med medfødte vanskeligheder og at udrede dem som psykolog gennem deres spæd – og småbarnsalder og at møde børn med uventede handicaps, misdannelser, sårbarheder og omsorgsmiljøer af skiftende karakterer.

At møde forældre med hindringer, brist i forældreevne, psykisk lidelse og psykisk sygdom. At møde forældre med traumer, omsorgssvigt, tab og sorg og krisereaktioner, de aldrig har fået hjælp til at håndtere, lære at kende og navigere i.

At møde forældre med begrænset selvindsigt, personlighedsforstyrrelser og vanskeligheder, hvor der behøves professionel når de bliver gravide og ønsker at danne familie.

I 10 år var jeg klinisk psykolog i Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital/Rigshospitalet, fødeafdelingens specialenhed for gravide familier med rusmiddelforbrug og deres børn og det er jeg stadig for jeg er vendt tilbage til det meningsfulde og vigtige arbejde i den offentlige sektor.

Jeg tester spæd- og småbørn og fører tilsyn med henblik på hjælp til den tidlige relationsdannelse til forældre og plejeforældre hos børn indlagt på neonatal- og børneafdelinger. Højrisikospæd -og småbørn med skader blev min hverdag og samtaler blev mennesker hvis forhistorie skulle have budt dem bedre vilkår og oplevelser blev den hverdag jeg lærte at navigere i og bruge mine kompetencer i.

Jeg har været ansat i spæd- og småbarnspsykiatrien. Senere var jeg kursusleder på de adoptionsforberedende kurser, og var i den forbindelse i 10 dage i Burkina Faso, dengang verdens femte fattigste land, for at observere børnehjemsbørn til udenlandsadoption. Et møde med helt andre forhold og vilkår for børn, forældre og familier i et globalt perspektiv.

I forskellige stillinger har jeg gennem mange år arbejdet med spæd- og småbørnspsykologiske undersøgelser og forældrekompetenceundersøgelser i graviditeten og i perioden med spæd- og småbørn. Der er vist ikke meget jeg ikke har set på børne- og familieområdet.

Jeg blev født som Anna-Katherine. Jeg blev datter, søster, hustru og mor til vores 4 børn; Frederik, August, Tobias og Babette. Vi har vores helt egen unikke familiedannelseshistorie. Vores hverdagsliv bevidner hvert minut om mange forskellige, unikke udviklingsprocesser der er i familiedannelse i os selv og med hinanden.

Jeg blev også “født ” som jordemoder og psykolog og dermed som professionel på familiedannelsesområdet med klienter i terapi, uddannelse af professionelle, supervision og foredrag i Danmark. Jeg blev født med muligheder som gennem 25 år på har været anvendt i dette faglige arbejdsfelt, som vi er sammen om forsat at mødes om og udvikle. Til relationers tilblivelse og styrkelse.

Alle familier med eller uden børn, som jeg har mødt og alle professionelle, der er mine samarbejdspartnere, er med i mine bevægelser hen over tastaturet for at skrive dette indlæg. Hver og én har I alle sat aftryk i mig og ønsket om også at skrive en bog om familiedannelse.

Må alle vi med virke i feltet møde støtte til på alle tænkelige planer forsat at arbejde for sunde familiedannelsesprocesser.

Med nærvær og nænsomhed.